Ratepension
Oprettelse
Du kan oprette en ratepension indtil 15 år efter, du har nået efterlønsalderen.
Arbejdsgiverordning
Ratepensionen kan oprettes som en aftale med arbejdsgiveren. Denne sørger så for indbetalingen på kontoen, uanset om arbejdsgiveren bidrager til ratepensionen, eller om det kun er dig, der indbetaler.
Privattegnet ordning
En ratepension kan også oprettes som en privattegnet ordning, hvor du selv foretager indbetalingerne.
Indbetaling
Der kan indbetales på en ratepension ad en eller flere gange.
I forbindelse med Finansloven for 2012 blev reglerne for indbetaling til ratepension ændret. Fradragsloftet blev reduceret til 50.000 kr. for indbetaling til ratepension, rateforsikring og ophørende livrente. Indbetalingsloftet har virkning fra 1. januar 2012 og reguleres årligt, fra og med indkomståret 2014.
Pristalsregulering
Du har mulighed for at aftale, at dine pensionsindbetalinger automatisk bliver pristalsreguleret, så din pensionsopsparing kan forventes at bevare sin købekraft.
Skattefradrag
| Arbejdsgiver- ordning | Ved en arbejdsgiverordning sker skattefradraget samtidig med indbetalingen via lønsedlen. Sydbank tilbageholder det lovpligtige arbejdsmarkedsbidrag. |
| Privattegnet ordning | Ved en privattegnet ordning trækkes indbetalingerne fra på selvangivelsen. |
Uden for den skattemæssige opgørelse
Afkastet af det opsparede beløb skal ikke medregnes ved opgørelsen af din skattepligtige indkomst.
Store skattemæssige fordele
Der er betydelige skattemæssige fordele forbundet med opsparing på ratepension. Det hænger sammen med, at fradragsprocenten – f.eks. 51 % – er højere end den typiske beskatningsprocent ved udbetalingen.
| Pensionering | Hvis ratepensionen er oprettet før 1.maj 2007, kan pensionen udbetales ved det 60. år. Er ratepensionen oprettet efter 1. maj 2007, kan pensionen udbetales, når du har nået efterlønsalderen. Pensionen skal udbetales i rater over mindst 10 år og højst 25 år. Sidste udbetaling skal ske senest i kalenderåret 25. år efter, at ratepensionen tidligst kan udbetales. Udbetalinger fra en ratepension beskattes som personlig indkomst. |
| Invaliditet | Udbetalingen kan begyndes, inden du når pensionsalderen, hvis du mister arbejdsevnen og tilkendes førtidspension. |
| Dødsfald | Skulle du dø, inden du når pensionsalderen, udbetales hele ordningen uden om boet efter fradrag af 40 % statsafgift til den begunstigede – ægtefælle eller livsarvinger. Efter ønske kan ordningen dog også udbetales til boet. En ægtefælle kan også vælge, at beløbet i stedet skal udbetales i skattepligtige rater over 10 år. Samme mulighed gælder, hvis pensionen skal udbetales til børn under 24 år. |
Deludbetaling og ophævelse
Du kan få deludbetalt din ratepension, ligesom den kan ophæves før det tidligste mulige udbetalingstidspunkt, selv om der ikke er tale om varigt tab af erhvervsevnen eller død. I så fald skal du betale en afgift på 60 % af de udbetalte beløb.
Forsikringer
Du kan i tilknytning til en ratepension tegne
- Gruppeinvaliderente
- Gruppelivsforsikring
- Individuelle livs- og tab af erhvervsevneforsikringer
- Opsparingsforsikring
- Børnerente.
Forsikringspræmierne hæves på ratepensionen og trækkes således også fra i skat.
Du skal være opmærksom på, at præmien til en gruppeinvalideforsikring eller en individuel invalideforsikring bliver regnet som en del af de 50.000 kr., der udgør fradragsloftet. Hvis ikke du ønsker det, har du mulighed for at betale præmien til disse forsikringer fra en anden konto, f.eks. din løn- eller budgetkonto. Forsikringen og den skattemæssige behandling vil i så fald fortsætte uændret. Du får således fortsat fradrag for præmien, og en evt. udbetaling vil blive beskattes som personlig indkomst.
Placering af opsparingen
En ratepension kan placeres på flere måder, f.eks.
- på bankens pensionskonto, der giver en stigende rente, efterhånden som opsparingen vokser.
- i pensionspuljerne, der plejes af bankens investeringsspecialister.
- i eget værdipapirdepot, hvor der kan investeres i eksempelvis obligationer, aktier eller investeringsforeningsbeviser.
Overførsel
Ratepension kan overføres til et andet pengeinstitut eller til et forsikringsselskab.
Kreditorbeskyttelse
Ratepensionen kan ikke overdrages til eje, sikkerhed eller på anden måde gøres til genstand for retsforfølgning fra kreditors side.
Hvis du kommer under konkurs, kan konkursboet forlange, at evt. uforholdsmæssige store indbetalinger i løbet af de seneste tre år – set i forhold til din formuestand – skal indbetales til konkursboet.
Pensionsafkastskat
Opsparing på en ratepension er underlagt reglerne om pensionsafkastskat. Du skal betale pensionsafkastskat af det afkast, der stammer fra indestående i obligationer, aktier eller kontanter. Pensionsafkastskatten udgør 15,3 % i 2012.
Renten
Den nominelle årlige indlånsrente på Ratepension er afhængig af kontoens saldo:
- Saldo på 250.000 kr. og derover: 1,50 % af hele saldoen.
- Saldo på 100.000 kr. - 249.999 kr.: 0,75 % af hele saldoen.
- Saldo under 100.000 kr.: 0,25 %
Renten er variabel og bliver hvert år tilskrevet den 31.12.