Hovedmenu
Betalingsformidling
- Åben regning
- Varehandel i åben regning vil sige, at sælger ikke har nogen sikkerhed for købers efterfølgende betaling.
- Almindelig overførsel
- Sydbanks betalingsoverførsel til udlandet, hvor pengene er til rådighed for modtagerens bank 2 bankdage efter afsendelsen. Kaldes også standardoverførsel.
- ATM
- Forkortelse for Automated Teller Machine (det engelske udtryk for pengeautomat) el. At-the-money.
- Bankcheck
- Check, som er udstedt af et pengeinstitut.
- Bankleitzahl (BLZ)
- Registreringsnummer på bank i Tyskland eller Østrig.
- Betalingsformålskode
- Nationalbankens kode til angivelse af betalingsformål, når en valutaindlænding - på formularen "Oplysning om betalingsformål" - anmelder en betaling til eller fra udlandet.
- BIC (Bank Identifier Code)
- Elektronisk læsbar kode for en bestemt bank el. anden finansiel virksomhed, der er tilsluttet SWIFT. Som følge heraf ofte benævnt SWIFT-adresse. Koden er en entydig definition af det pågældende pengeinstitut og består af 8 el. 11 karakterer, hvoraf de første 6 altid er bogstaver. De første 4 bogstaver definerer bankens navn, de næste 2 landets navn og de sidste 2 el. 5 området/afdelingen. De to bogstaver, der angiver landet, er i øvrigt ISO-standard og er de samme to bogstaver, der indleder ISO-koden for landets valuta. En bank e.l. kan – uden at være tilsluttet SWIFT – have en kode, der entydigt definerer banken. I så fald har banken en BIC, der har et 1-tal som 8. karakter (eksempel: UNBNDE21 = Union-Bank AG, Flensburg). Få adgang til SWIFT's database ved at tilmelde dig som bruger på BIC Database Plus Online. Tilmelding kan ske på www.bicdirectory.swift.com
- BLZ (Bankleitzahl)
- Registreringsnummer på bank i Tyskland eller Østrig.
- Cash Management
- Det at styre såvel en virksomheds pengestrømme samt de handlinger, der har direkte indflydelse herpå. Typisk med mulighed for at "fjernstyre" bankkonti via internet- eller pc-bank.
- Clean Payment
- Det engelske udtryk for ren betaling.
- Connector
- Internationalt Cash Management-samarbejde mellem banker i Vesteuropa og USA. Oprettet i 1996. I 1999 kom Sydbank til som det 14. medlem.
- Current Account
- Det engelske udtryk for anfordringskonto, dvs. indlån uden opsigelse. Også betegnelse for betalingsbalancens løbende poster.
- Direct Debit
- Opkrævning af tilgodehavende ved direkte træk på kundens bankkonto, f.eks. Lastschrift i Tyskland, LCR i Frankrig og RIBA i Italien. Også kaldet "elektronisk veksel". Svarer typisk til LeverandørService i Danmark.
- eFaktura
- Internetbaseret system, som gør det muligt at sende, modtage og håndtere fakturaer. Til eFakturaen hører også et Fælles Indbetalingskort. Læs mere om eFaktura.
- Ekspres-overførsel
- Særlig hurtig betalingsoverførsel til udlandet, hvor pengene typisk er til rådighed for modtagerens bank på afsendelsesdagen. Ekspres-overførsel er kun mulig i udvalgte møntsorter. Overførsler via TARGET er pr. definition ekspres-overførsler.
- Erklæring K
- Erklæring til Told- og Skattestyrelsen. Afgives, når en valutaindlænding (virksomhed el. privatperson) opretter konto i en udenlandsk bank. Afgives desuden, når en person ved immigration fortsat fører konto i udlandet (dvs. når vedkommende skifter status fra valutaudlænding til valutaindlænding).
- EU betaling
- Sydbanks billigste overførsel til udlandet. EUR betalinger til EU og EØS på max. 50.000 EUR. Se nærmere beskrivelse af produktet.
- Eurocheque-systemet
- Internationalt betalingsformidlingssystem baseret på anvendelse af to instrumenter: eurocheques og eurocheque-kort. Eurocheques kan udstedes i en lang række valutaer, især europæiske, og benyttes sammen med det særlige identitetskort: eurocheque-kortet. Kortet kan desuden – sammen med en PIN-kode – anvendes som hævekort i pengeautomater rundt om i Europa (de såkaldte ATM-hævninger). I Danmark ophørte eurocheque-ordningen pr. 31. december 2000.
- Fedwire (FW)
- Registreringsnummer på bank i USA.
- Fixed Deposit Account
- Det engelske udtryk for aftaleindlån.
- FW (Fedwire)
- Registreringsnummer på bank i USA.
- IBAN (International Bank Account Number)
- International standard (ISO) til identifikation af en bankkonto (i Danmark el. udlandet) - til brug for betalinger over landegrænserne. Ved at oplyse IBAN, når du eller din udenlandske kunde bestiller en udenlandsk overførsel, opnår I, at betalingen ekspederes hurtigst muligt gennem banksystemerne.IBAN består af maks. 34 karakterer og er opbygget sådan:
- 2 bogstaver, der betegner landet, hvor kontoen føres (f.eks. DK for Danmark)
- 2 tal (kontrolnøgle)
- Maks. 30 karakterer, der angiver kontonummer
IBAN for en konto i Sydbank har 18 karakterer og kunne se sådan ud: DK9870400008765432 (kontoen føres i reg.nr. 7040 og har nummer 8765432). Senest den 1. juli 2003 skal alle europæiske pengeinstitutter vise kundens IBAN og pengeinstituttets BIC på kundens kontoudskrifter. Sydbank "tyvstarter" og har allerede oplysningerne med fra 1. januar 2003.
- ICM (International Cash Management)
- Cash Management, der involverer flere lande/valutaer.
- KH-nr.
- Kontohaver-nummer, der af Danmarks Nationalbank tildeles valutaindlændinge med konti i udlandet. Har afløst det tidligere Vbk.nr.
- Koncern-overførsel
- Sydbanks betalingsoverførsel beregnet til betalinger til moder-, datter- eller søsterselskaber i udlandet.
- Kontoindberetning
- Skema, hvorpå en valutaindlænding oplyser ind- og udbetalinger på konti i udenlandske banker. Indsendes til Nationalbanken typisk for en måned ad gangen. Benyttes af virksomheder og personer, der har meget stor omsætning over kontoen. De fleste kan nøjes med L-indberetning.
- Korrespondent (el. korrespondentbank)
- En bank, som varetager en anden banks interesser i forbindelse med ekspedition af bankforretninger. Betegnelsen benyttes især, når der er tale om banker i forskellige lande.
- Lastschrift
- En såkaldt Direct Debit-ordning. Formular, som en virksomhed kan anvende, når den efter forudgående aftale ønsker at hæve et tilgodehavende direkte på sin kundes bankkonto i Tyskland. Populært kaldet en "omvendt check". Egentligt det tyske ord for det at hæve på en konto.
- LCR (Lettre de Change Relevé)
- En såkaldt Direct Debit-ordning. Meget benyttet opkrævningssystem i Frankrig. Ved hjælp af en "elektronisk veksel" hæves leverandørens tilgodehavende direkte på kundens bankkonto i Frankrig.
- L-indberetning
- Egentligt: "Lille" indberetning. Indberetning til Nationalbanken vedrørende overførsel af penge til el. fra en valutaindlændings konto i udlandet. Indberetningen sker på formularen "Oplysning om betalingsformål" af personer og virksomheder, der efter aftale med Nationalbanken skal foretage denne form for indberetning. Det gælder for de fleste med konto i udlandet. Er omsætningen på kontoen derimod meget stor, benyttes i stedet kontoindberetning.
- Lorokonto
- Betegnelse for en konto, som en bank fører for en korrespondent, der typisk er bosiddende i et andet land. Kontoen lyder som regel i det lands valuta, hvor kontoen føres. Kaldes også vostrokonto.
- MultiCash
- Elektronisk office banking system, der tilbydes af Sydbank Tyskland. Via systemet kan kunden bl.a. se posteringer på egne konti i Sydbank Tyskland samt foretage betalinger fra kontoen (internt i Tyskland el. til Danmark).
- Non-resident
- Det engelske ord for valutaudlænding. Modsat resident (valutaindlænding).
- Nostrokonto
- Betegnelse for en konto, som en bank fører hos en korrespondent, der typisk er bosiddende i et andet land. Kontoen lyder som regel i det lands valuta, hvor kontoen føres.
- Oplysning vedrørende konto i udenlandske pengeinstitutter mv. og værdipapirdepot i udlandet
- Nationalbankens formular, hvorpå valutaindlændinge oplyser om oprettelse af konti og værdipapirdepoter i udlandet (kun ved den pågældendes første konto og første depot i udlandet). På grundlag heraf tildeler Nationalbanken KH-nr. (konti) resp. Depot-nr. (værdipapirdepoter). Formularen bruges desuden til ansøgning om tilladelse til L-indberetning.
- PIN (Personal Identification Number)
- Personlig kode, såkaldt PIN-kode, der anvendes i tilknytning til betalings- og kreditkort, f.eks. VISA/Dankort og Eurocheque-kort.
- R.I.B. (Relevé d'Identité Bancaire)
- Registreringsnummer på bank i Frankrig.
- Registreringsnummer
- Identifikation af en bestemt afdeling/filial af en bank, f.eks. til brug for overførsel af penge til udlandet. I Danmark et firecifret nummer, f.eks. 7910 for Sydbank i Aabenraa.Registreringsnummer er f.eks.:
- BLZ (Bankleitzahl) i Tyskland og Østrig
- FW (Fedwire) i USA
- SC (Sorting Code) i England
- R.I.B. (Relevé d'Identité Bancaire) i Frankrig
- Rejsecheck
- Check, som er påtrykt møntsort og beløb. Findes i de fleste betydende valutaer og i forskellige beløbsstørrelser. På engelsk: Travellers’ Cheque.
- Ren betaling
- Betaling, hvortil der ikke er knyttet betingelser, f.eks. indlevering af bestemte dokumenter. På engelsk: clean payment. Modsat dokumentbaseret betaling.
- RIBA (Ricevùta Bancaria)
- En såkaldt Direct Debit-ordning. Ved hjælp af en elektronisk "Ricevùta Bancaria" (bank-kvittering) hæves leverandørens tilgodehavende direkte på kundens bankkonto i Italien.
- Rigtig indgang
- En kunde, der sælger en udenlandsk check til banken, får den typisk afregnet under forbehold af "rigtig indgang", dvs. med det forbehold, at banken modtager pengene fra udlandet inden for rimelig tid.
- SC (Sorting Code)
- Registreringsnummer på bank i England.
- Serviceaftale
- Aftale med Sydbank om en virksomheds indgående betalinger fra udlandet og/eller i udenlandsk valuta. Aftalen sikrer, at alle betalinger går ind på præcist de konti, som virksomheden har udpeget, f.eks. EUR-betalinger ind på EUR-kontoen og SEK-betalinger på DKK-kontoen.
- SET (Secure Electronic Transaction)
- International standard, der gør det muligt at foretage sikre betalinger på Internettet ved hjælp af betalingskort. Med SET opnår køber og sælger samme sikkerhed, som PIN-koden giver ved traditionel handel. Ved anvendelse af SET krypteres (forvanskes) kommunikationen, så uvedkommende ikke har mulighed for at aflytte betalingen.
- Sorting Code (SC)
- Registreringsnummer på bank i England.
- SSL (Secure Socket Layer)
- En såkaldt sikkerhedsprotokol, der krypterer (forvansker) data mellem f.eks. en hjemmeside på Internettet og en besøgendes browser. Uvedkommende har derved ikke mulighed for at aflytte f.eks. kreditkortoplysninger og hemmelige koder.
- Standard overførsel
- Den almindelige overførsel til udlandet. Pengene er til rådighed for den udenlandske bank 2 bankdage efter afsendelse.
- SWIFT (Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication)
- Internationalt, privat telenet mellem ca. 6700 pengeinstitutter, der tilsammen er repræsenteret i 200 lande. Dansk tilslutning siden 1972. Gennem systemet kan deltagerne sende betalinger og meddelelser til hinanden i løbet af få sekunder.Deltagerne i SWIFT "kendes" i systemet via BIC (Bank Identifier Code).
- TARGET (Trans-European Automated Real-time Gross Settlement Express Transfer)
- Europæisk betalingssystem til betalinger i EUR (primært pengepolitiske transaktioner og interbank-betalinger). Kan dog også bruges til kommercielle betalinger. Etableret pr. 1. januar 1999 - samtidig med euroen (EUR). Den danske del af TARGET administreres af Danmarks Nationalbank, og alle danske pengeinstitutter er deltagere i TARGET - direkte eller indirekte via en direkte deltager. Sydbank er direkte deltager i TARGET.
- Travellers’ Cheque
- Det engelske udtryk for rejsecheck.
- Tredjelands valuta
- Et dokument, der er udstedt i en anden valuta end valutaen i det land, hvor betaleren bor, er i såkaldt "tredjelands valuta". F.eks. en check i USD trukket på en bank i England.
- Validering
- Angivelse af valørdato.
- Value date
- Det engelske udtryk for valørdato.
- Valutaindlænding
- Person, der er bosiddende i Danmark. Status som valutaindlænding (el. valutaudlænding) er uafhængig af statsborgerskab. Selskaber med hjemsted i Danmark er ligeledes valutaindlændinge. På engelsk: Resident.
- Valutarisk status
- Status som valutaindlænding eller valutaudlænding.
- Valutaudlænding
- Person, der er bosiddende i udlandet. Ved udrejse/emigration bliver man normalt valutaudlænding, når man er frameldt på folkeregistret. Status som valutaudlænding (el. valutaindlænding) er uafhængig af statsborgerskab. Selskaber, der har hjemsted i udlandet, er ligeledes valutaudlændinge. På engelsk: Non-resident.
- Valørdag (el. valørdato)
- Den dato, renteberegningen begynder i forbindelse med bogføring på en konto. Ved overførsler f.eks. den dag, hvor et beløb (rentemæssigt) stilles til modtagerens disposition. Desuden udtryk for den dato, hvorpå betalingen af en aftalt handel med f.eks. valuta el. værdipapirer finder sted. På engelsk: Value date. På tysk: Wert el. Valuta.
- Vbk.nr.
- Forkortelse for Valutabevillings-kontonummer. Reference-nummer, som Nationalbanken tidligere tildelte danske virksomheder og privatpersoner med konto i udlandet. Afløst af KH-nr.
- Vostrokonto
- Andet ord for lorokonto.
Hjælp
Sitemap
Søg
Ordbog
Vilkår
Sites
Job