Finanskrisen og privatøkonomien
Højere rente på indestående
Finanskrisen har betydet, at prisen på penge er steget. Derfor har pengeinstitutterne, blandt andre Sydbank, måttet hæve renterne på lån til blandt andet bil og bolig. Omvendt får du mere i rente for de penge, som du har stående på en konto i banken.
Når der sker mærkbare forandringer i dit liv; eller i samfundet generelt, som det er tilfældet lige nu, er det fornuftigt at gå sin økonomi efter i sømmene. For boligejere kan rentestigningen betyde, at lånene i ejendommen med fordel kan lægges om, og har du aktier, investeringsbeviser eller obligationer, kan det være fornuftigt at få kigget på fordelingen.
Hvis du er i tvivl om, i hvilket omfang finanskrisen og rentestigningerne har indflydelse på din privatøkonomi, så hjælper vi dig gerne med svaret. Start eventuelt med i fred og ro at opdatere dit eget budget og kontakt så din rådgiver. Nedenfor kan du læse nogle generelle betragtninger og om hvordan vi generelt vil råde dig til at forholde dig under den nuværende finanskrise.
Refinansiering af variabelt forrentede lån
Har du finansieret din ejendom med variabelt forrentede lån, for eksempel Totalkredits BoligXlån, og skal refinansiere lånene ved årsskiftet, skal du regne med, at renten på lånet i 2009 bliver højere end i 2008.
Efter den 28. november er det ikke længere muligt at kurssikre dit lån i forbindelse med refinansieringen i december. Nu må du blot afvente resultatet, som du får brev om ved årsskiftet.
Boligkøb
Boligpriserne er mange steder i landet faldet, dels som følge af den generelle afmatning dels på grund af rentestigningen i Danmark. Det er meget usikkert at spå, om boligpriserne vil falde yderligere. Har du fundet den bolig, som du ønsker dig, og som du har råd til at købe, så kan vi ikke anbefale dig at vente med at købe. Har du imidlertid en bolig, som du samtidig skal have solgt, vil vi stærkt anbefale, at du sælger, før du køber. Der er stor sandsynlighed for, at du ikke kan få den nye bolig finansieret, hvis der som nu er stor risiko for, at du kommer til at sidde med to ejerboliger.
Lån
Har du i din økonomi plads til et lån, kan du låne – som altid. Men bankerne er i en tid med generel økonomisk usikkerhed naturligvis ekstra påpasselige med, hvem de låner penge ud til. Derfor kan de kunder, der i forvejen er spændt hårdest for økonomisk, kunne risikere at gå forgæves med en låneansøgning.
Aktier og obligationsinvesteringer
Vi vurderer, at markedsværdierne på både aktier og realkreditobligationer aktuelt ligger mærkbart under de langsigtede, fundamentale niveauer. Det betyder imidlertid ikke, at markedsværdierne ikke kan falde yderligere på kort sigt. Kun at vi forventer, at aktie- og obligationskurserne generelt vil være væsentligt højere på to-tre års sigt.
Indskud på konto i Sydbank – 100 procent risikofrit
Indlånsrenten i pengeinstitutterne er steget så meget, at det for tiden kan være en fordel at placere sine penge i banken frem for i korte obligationer. Og det er den vel nok eneste 100 procent risikofrie placering for øjeblikket. Staten garanterer nemlig nu for hele indeståendet i de danske pengeinstitutter, der som Sydbank har tilsluttet sig den omfattende garantiordning. Den løber fra den 6. oktober 2008 og to år frem.
Pensionsopsparing
Pensionsopsparing er for de fleste en langsigtet investering, og vi anbefaler derfor, at du bevarer roen og ikke sælger mærkbart ud på de lave kursniveauer, vi er vidne til for øjeblikket.
Hvornår er finanskrisen overstået?
Den redningsplan, der er iværksat nationalt som internationalt, for at afbøde virkningerne af finanskrisen, vil hjælpe med at bløde pengemarkedet op, men effekten på lånemarkedet er stadig meget usikker, og en tilpasning mod det mere normale kan blive træg.