Delårsrapport – 1.-3. kvartal 2010
De fortsatte vanskelige samfundsøkonomiske forhold taget i betragtning vurderes det realiserede resultat før skat for 1.-3. kvartal 2010 på 581 mio. kr. som tilfredsstillende. Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 8,3 pct. p.a.
Delårsrapporten er karakteriseret ved:- Stigning i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 1 pct.
- Stigning i handelsindtjening på 8 pct.
- Basisindtjening i alt på 3.543 mio. kr. – det hidtil højeste
- Uændret niveau for basisomkostninger
- Nedskrivninger på udlån på 944 mio. kr.
- Positivt beholdningsresultat på 235 mio. kr.
- Bidrag til Det Private Beredskab mv. på 384 mio. kr.
- Uændret niveau for bankudlån – 73,6 mia. kr.
- Indlån er reduceret med 6 pct. til 61,5 mia. kr.
- Kernekapitalprocent på 14,1
- Solvensprocent på 16,1
- Opjustering af basisresultat før nedskrivninger til 2,1-2,2 mia. kr.
| Resultatopgørelse – 1.-3. kvartal (mio. kr.) | 2010 | 2009 |
|---|---|---|
| Basisindtjening ekskl. handelsindtjening | 2.492 | 2.471 |
| Handelsindtjening | 1.051 | 970 |
| Basisindtjening i alt | 3.543 | 3.441 |
| Basisomkostninger | 1.869 | 1.874 |
| Basisresultat før nedskrivninger | 1.674 | 1.567 |
| Nedskrivninger på udlån mv. | 944 | 849 |
| Basisresultat | 730 | 718 |
| Beholdningsresultat | 235 | 361 |
| Resultat før poster til Det Private Beredskab mv. | 965 | 1.079 |
| Bidrag til Det Private Beredskab mv. | 384 | 327 |
| Resultat før skat | 581 | 752 |
| Skat | 145 | 188 |
| Periodens resultat | 436 | 564 |
Basisresultat før nedskrivninger udgør 1.674 mio. kr. mod 1.567 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2009. Fremgangen på 107 mio. kr. er sammensat af en stigning i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 21 mio. kr., en stigning i handelsindtjening på 81 mio. kr. og et fald i basisomkostninger på 5 mio. kr.
Det realiserede basisresultat før nedskrivninger ligger over det niveau, der blev meddelt i delårsrapporten for 1. halvår 2010. Forbedringen kan i det væsentligste henføres til udviklingen i handelsindtjeningen.
Nedskrivninger på udlån mv. er realiseret med 944 mio. kr. (1.-3. kvartal 2009: 849 mio. kr.).
Beholdningsresultatet udgør 235 mio. kr., og udgiften til Det Private Beredskab mv. beløber sig til 384 mio. kr. Efter beregnet skat på 145 mio. kr. udgør periodens resultat 436 mio. kr.
Periodens resultat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 6,2 pct. p.a. mod 9,4 pct. p.a. i 2009. Resultatet pr. aktie udgør 5,9 kr. mod 8,7 kr. i 2009.
Det samlede resultat før skat i 3. kvartal 2010 udgør 246 mio. kr. mod 109 mio. kr. i 2. kvartal 2010. Merindtjeningen kan i al væsentlighed henføres til et fald i omkostninger på 37 mio. kr. og en forøgelse af beholdningsresultatet på 103 mio. kr.
I august 2010 optog banken et obligationslån uden statsgaranti på 1 mia. euro med en løbetid på To år.
Koncernens solvensprocent er opgjort til 16,1, hvoraf 14,1 procentpoint kan henføres til kernekapital mod henholdsvis 15,2 og 13,1 ultimo 2009. Kernekapitalprocenten eksklusive hybrid kernekapital er siden årets begyndelse forøget fra 11,5 til 12,4.
Metoden for opgørelse af koncernens solvensbehov er ændret. Beregningen tager fremadrettet udgangspunkt i en økonomisk kapitalmodel, og der foretages tillæg for model- og ratingusikkerhed samt yderligere kreditrisici. Solvensbehovet er pr. 30. september 2010 opgjort til 9,6 pct.
Koncernens likviditet opgjort i henhold til lovkravene på 15 pct. og 10 pct. udgør pr. 30. september 2010 henholdsvis 41,2 pct. og 22,7 pct.
For 2010 forventes et basisresultat før nedskrivninger på udlån i intervallet 2,1-2,2 mia. kr. Estimatet markerer et positivt niveauskift i forhold til tidligere udmeldte interval på 1,9-2,1 mia. kr.
Finanstilsynet har foretaget en ordinær undersøgelse af bl.a. bankens udlån. Finanstilsynet fandt ikke grundlag for at ændre bankens samlede niveau for nedskrivninger. Hvorimod Finanstilsynet ved gennemgangen af udlånsengagementer og IRB-modeller konstaterede behov for en forøgelse af solvensbehovet. På den baggrund forhøjede banken solvensbehovet fra 9,0 pct. til 9,6 pct., jf. ovenfor. Det er Finanstilsynets vurdering, at dette tager højde for de yderligere værende risici.
Den 7. oktober 2010 meddelte gårdejer Peter Gæmelke, at han ønskede at udtræde af bankens bestyrelse.