Kapitalstyring

Koncernens kapitalstyring skal sikre en effektiv kapitalanvendelse i forhold til koncernens overordnede kapitalmål. Koncernens risikoprofil fastlægges under hensyntagen til kapitalmålene, der primært skal tilgodese, at der i koncernen skal være tilstrækkelig kapital til at dække koncernens vækstforventninger og løbende udsving i de risici, som koncernen har påtaget sig.

Sydbank anvender interne ratingmodeller (IRB) til styring af kreditrisici på koncernens erhvervs- og privatkundeportefølje. Sydbank anvender den avancerede interne metode for privatkunder og den grundlæggende interne model for erhvervskunder til opgørelse af koncernens kapitalkrav.

Koncernen anvender standardmetoden for kreditrisiko i relation til enkelte porteføljer – eksponeringer mod kreditinstitutter og eksponeringer via koncernens udenlandske enheder – på i alt ca. 6 mia. kr. Eksponeringer vedrørende afdelingerne i Tyskland forventes at overgå til IRB i løbet af 2011.

Koncernens kapitalstyring har fokus på fire kapitalstørrelser: minimumskapital, den tilstrækkelige basiskapital, målsat kapital og basiskapital.

Minimumskapitalen er den nødvendige kapital i henhold til kapitaldækningsbekendtgørelsen, og den tilstrækkelige basiskapital er koncernens egen opgørelse af den kapital, som er passende til at sikre indskydere mod tab under de gældende konjunkturer. Solvensbehovet er defineret som den tilstrækkelige basiskapital i procent af de risikovægtede poster (RWA).

Sydbank har i 2010 etableret en mere formel risikoorganisation, således at arbejdet med risici og fastsættelse af den tilstrækkelige basiskapital er bredt forankret i relevante forretningsområder.

Risikoorganisation består af en risikokomité, en række risikoudvalg og en risikoansvarlig. Risikokomitéen vurderer, koordinerer og følger op på risikostyringen i de enkelte risikoudvalg. Risikokomitéen ledes af bankens direktion. Risikoudvalgene identificerer, overvåger og vurderer risici inden for de enkelte risikoområder og sikrer udarbejdelse af modeller og principper for opgørelse af risici. Udvalgene påser, at bankens forretningsområder proaktivt udøver deres forretning, så identificerede risici imødegås.

I december 2010 er der udarbejdet en risikoanalyse med fokus på fastlæggelse af bankens risikoprofil. Denne analyse er behandlet på et bestyrelsesmøde i december 2010. Bankens fastsættelse af den tilstrækkelige basiskapital og det individuelle solvensbehov er sket i forlængelse af denne analyse.

Oplæg til fastsættelsen af den tilstrækkelige basiskapital er behandlet i risikokomitéen. Herefter er kapitalbehovet drøftet i bankens direktion og på baggrund af et oplæg herfra drøftet og fastsat af bankens bestyrelse.

Metoden for opgørelse af koncernens solvensbehov er ændret i løbet af 2010.

Beregningen af solvensbehovet vedrørende kreditrisiko tager nu udgangspunkt i en økonomisk kapitalmodel, og der foretages tillæg for ratingusikkerhed og yderligere kreditrisici.

De anvendte modeller og metoder til opgørelsen af solvensbehovet på markedsrisiko og operationel risiko er uændrede og tager udgangspunkt i de modeller, der anvendes til opgørelse af solvenskravet. Modellerne er gennemgået nøje med henblik på at fastslå, hvorvidt koncernens risici er passende dækket, eller solvensbehovet skal justeres i forhold til solvenskravet.

Grundet den betydelige usikkerhed, der stadig knytter sig til såvel international som dansk økonomi, har koncernen ultimo 2010 indregnet et forsigtighedstillæg på 0,8 pct. af de risikovægtede poster (RWA).

Den tilstrækkelige basiskapital/solvensbehovet fordeler sig således:

Tilstrækkelige basiskapital/solvensbehov
Mio. kr. Pct. af RWA
Kreditrisiko5.0786,9
Markedsrisiko5910,8
Operationel risiko5900,8
Øvrige forhold1970,3
Forsigtighedstillæg6210,8
Tilstrækkelige basiskapital/solvensbehov7.0779,6

Under øvrige forhold er indregnet materielle aktiver og koncernens anlægsaktier.

Den målsatte kapital er den kapital, som koncernen ønsker at råde over til at sikre aktionærerne mod tab under nuværende og forværrede konjunkturer.

Basiskapitalen er den faktiske kapital, som koncernen råder over.

Med udgangspunkt i den tilstrækkelige basiskapital kan koncernens kapitalstruktur specificeres på følgende måde:

Kapital
Mio. kr. Pct. af RWA
Tilstrækkelige basiskapital/solvensbehov7.0779,6
Bufferkapital2.8233,8
Målsat kapital9.90013,4
Fri kapital1.4292,0
Basiskapital11.32915,4

Forskellen mellem den tilstrækkelige basiskapital og den målsatte kapital – bufferkapitalen – er således udtryk for den yderligere kapital, som koncernen mener, det er nødvendigt at have for at sikre aktionærerne mod tab.

Som det fremgår udgør koncernens bufferkapital 2,8 mia. kr. eller 28,5 pct. af koncernens målsatte kapital på 9,9 mia. kr.

Forskellen mellem basiskapital og målsat kapital udgøres af den frie kapital. Den frie kapital kan anvendes til indgåelse af nye risici, herunder opkøb af andre institutter, køb af egne aktier, udbytteudlodning og indfrielse af efterstillet kapital.

Den frie kapital udgør 1,4 mia. kr. ved udgangen af 2010, efter at koncernen i oktober 2010 har indfriet 0,8 mia. kr. supplerende kapital. Det forventes, at koncernen tre år før forfald indfrier den resterende del af den supplerende kapital i forbindelse med rente step up. Der forventes således indfriet 0,2 mia. kr. ultimo 2011 og 0,7 mia. kr. 1. halvår 2012.

Den samlede kapitaloverdækning udgør 4,3 mia. kr., svarende til 60,1 pct. af den tilstrækkelige basiskapital/solvensbehov.

Koncernen tilstræber, at kernekapitalen (ekskl. hybrid kernekapital) udgør minimum 80 pct. af basiskapitalen. Fordelingen ser således ud pr. 31. december 2010:

Basiskapital
Mio. kr. Pct.
Kernekapital (ekskl. hybrid kernekapital)9.33682,4
Hybrid kernekapital efter fradrag1.22310,8
Supplerende kapital efter fradrag7706,8
Basiskapital11.329100,0

I løbet af de kommende år vil der blive stillet skærpede krav til bl.a. den hybride kernekapital. Senest har Basel-komitéen vedtaget nye retningslinjer på området, og der foregår i øjeblikket et større politisk arbejde for at indarbejde disse retningslinjer i det europæiske kapitalkravsdirektiv. Koncernen følger dette arbejde nøje.

Koncernen anvender som nævnt ovenfor en økonomisk kapitalmodel ved opgørelsen af solvensbehovet på kreditrisiko. Denne model tager udgangspunkt i avancerede porteføljesystemer, der mere præcist opgør den reelle kreditrisiko på koncernens erhvervs- og privatkundeporteføljer i forbindelse med vurderingen af den tilstrækkelige basiskapital, ligesom der løbende anvendes ekspertvurderinger af specifikke risici eller delområder som for eksempel risikokoncentration. Et andet vigtigt element ved vurderingen af den tilstrækkelige basiskapital er stresstest.

Formålet med stresstest er at vurdere effekten af ugunstige begivenheder på kapitalbehov og indtjening. Der foretages løbende stresstestberegninger, der viser effekten for en periode på typisk tre år under givne økonomiske scenarier.

Som grundlag for stresstestberegninger har koncernen pr. 31. december 2010 valgt følgende makroøkonomiske scenarier:

Basisscenario, der afspejler koncernens forventninger til udviklingen i økonomien.

Lavvækstscenario, der afspejler en indenlandsk krise som følge af en finans- og tillidskrise, i kombination med et internationalt recessionsscenario og deraf følgende nedgang på eksportmarkedet. Den gennemsnitlige obligationsrente falder svagt fra det nuværende meget lave renteniveau, og arbejdsløsheden stiger betydeligt. BNP-væksten er negativ i både 2011 og 2012, og boligpriserne falder i samme periode.

Meget hård recession – globalt dobbeltdyk, der afspejler en kombination af international gældskrise og lav vækst. Stigende lange renter på trods af et nedadgående pres som følge af den lavere aktivitet. Renteniveauet antages at dæmpe den internationale vækst yderligere, hvorved eksportmarkedet går i stå. Arbejdsløsheden stiger markant. BNP-væksten er negativ i både 2011 og 2012, og boligpriserne falder voldsomt i samme periode.

Scenarierne og deres relevans vurderes løbende, og ledelsen godkender scenarierne som baggrund for de videre stresstestberegninger. Effekterne af scenarierne indgår ved vurderingen af den tilstrækkelige basiskapital. De gennemførte stresstests viser, at koncernen er tilstrækkeligt kapitaliseret.

I hele 2010 har koncernen til fulde levet op til såvel eksterne som interne kapitalkrav.


Sydbank i Børsen TV

Adm. direktør Karen Frøsig kommenterer det seneste regnskab fra Sydbank.

Selskabsmeddelelser

07.05.2012
02.05.2012

Pressemeddelelser

02.05.2012
24.02.2012

Hovedmenu


Hjælp Sitemap Søg Ordbog Vilkår Sites Job