Regnskabsberetning
Basisindtjening ekskl. handelsindtjening
Den samlede basisindtjening ekskl. handelsindtjening er steget med 8 pct. til 3.320 mio. kr.
| Koncernen (mio. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Rentemarginal mv. | 2.776 | 2.610 |
| Realkredit | 221 | 176 |
| Betalingsformidling | 159 | 136 |
| Omprioriterings- og lånegebyrer | 83 | 73 |
| Øvrige provisioner | 59 | 48 |
| Andre driftsindtægter | 22 | 23 |
| I alt | 3.320 | 3.066 |
På trods af et fald i bankudlån på 10 pct. og indlån på 8 pct. udviklede nettorenterne sig positivt i 2009, på grund af en udvidelse af rentemarginalen.
Efter modregning på 8 mio. kr. – udløst af tab på den af Sydbank garanterede del af realkreditsamarbejdet med Totalkredit – udgør den samlede nettoindtægt fra det Totalkredit-relaterede samarbejde 160 mio. kr. (2008: 135 mio. kr.). Det tilsvarende samarbejde med DLR Kredit har medført en indtægt på 52 mio. kr. (2008: 33 mio. kr.). Efter tillæg af den resterende realkreditindtjening på 9 mio. kr. er den samlede realkreditindtjening opgjort til 221 mio. kr.
Indtægter fra uden- og indenlandsk betalingsformidling er steget med 23 mio. kr., hovedsagelig som afkast fra delejede sektorselskaber. Omprioriterings- og lånegebyrer er steget med 10 mio. kr. som følge af forøgede provisioner i forbindelse med lånesager.
Handelsindtjening
Indtjeningen på obligationer er begunstiget af en kraftig vækst i handelen med institutionelle kunder. I den ”brede forretning” er antallet af handler tilbage på niveauet fra før finanskrisen, omend med en lidt mindre omsætning. Indtjeningen ved kapitalforvaltning har været stigende hen over året uden helt at nå det tidligere niveau. Den samlede handelsindtjening er forøget med 9 pct. – fra 1.159 mio. kr. i 2008 til 1.266 mio. kr. i 2009.
| Koncernen (mio. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Obligationer | 292 | 156 |
| Aktier | 258 | 193 |
| Valuta | 234 | 311 |
| Pengemarked | 178 | 124 |
| Kapitalforvaltning | 304 | 375 |
| I alt | 1.266 | 1.159 |
Omkostninger og afskrivninger
Koncernens samlede omkostninger og afskrivninger er realiseret med 2.746 mio. kr. mod 2.723 mio. kr. i 2008. Heraf kan 270 mio. kr. henføres til garantiprovision vedrørende Det Private Beredskab (2008: 86 mio. kr.).
Basisomkostningerne udviser et fald på 18 mio. kr. udløst af et faldende personaleantal.
| Koncernen (mio. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Personaleudgifter | 1.454 | 1.453 |
| Øvrige administrationsudgifter | 887 | 997 |
| Af- og nedskrivninger på materielle aktiver | 135 | 187 |
| Andre driftsudgifter | 270 | 86 |
| Omkostninger i alt | 2.746 | 2.723 |
| Fordeler sig således: | ||
| Omkostninger, basisresultat | 2.466 | 2.484 |
| Omkostninger, beholdningsresultat | 10 | 10 |
| Omkostninger, integration af bankTrelleborg | - | 143 |
| Omkostninger, garantiprovision Det Private Beredskab | 270 | 86 |
Basisomkostninger i procent af basisindtjening i alt er forbedret fra 58,8 pct. i 2008 til 53,8 pct. i 2009.
Ved udgangen af 2009 beskæftigede koncernen 2.369 (omregnet til heltid) mod 2.479 i 2008.
Sydbank har i 2009 lukket to mindre afdelinger. Antallet af afdelinger udgør herefter 110 i Danmark og tre i Tyskland.
Basisresultat før nedskrivninger på udlån
Basisresultatet før nedskrivninger på udlån er forøget med 379 mio. kr. til 2.120 mio. kr.
Nedskrivninger på udlån mv.
Nedskrivninger på udlån udgør 1.195 mio. kr. mod 544 mio. kr. i 2008. Niveauet ligger over koncernens forventninger ved indgangen til året og afspejler den realøkonomiske afmatning. Nedskrivningerne kan hovedsagelig henføres til koncernens bredt funderede portefølje af erhvervsudlån.
Nedskrivningsprocenten opgjort i forhold til bankudlån og garantier ultimo året udgør 1,38. Ved årets udgang udgør den akkumulerede nedskrivnings- og hensættelsessaldo (ekskl. den akkumulerede hensættelse til Det Private Beredskab på 220 mio. kr.) 1.558 mio. kr. En stigning på 499 mio. kr. i forhold til primo året.
Basisresultat
Basisresultat udgør 925 mio. kr. mod 1.197 mio. kr. i 2008.
Beholdningsresultat
Efter afholdte finansieringsomkostninger og efter henførbare omkostninger på 10 mio. kr. er beholdningsresultatet på 430 mio. kr. (2008: -385 mio. kr.).
Poster med engangskarakter
I 2009 er der under poster med engangskarakter indtægtsført 86 mio. kr. på grund af en højere værdiansættelse af koncernens kapitalandele i PBS Holding udløst af den planlagte fusion med det norske Nordito AS. I 2008 var der en nettoindtægt på 162 mio. kr. bestående af regulering af salgssummen vedrørende Totalkredit på 186 mio. kr., indtægtsført badwill vedrørende bankTrelleborg på 119 mio. kr. og integrationsomkostninger i relation til bankTrelleborg på 143 mio. kr.
Bidrag til Det Private Beredskab
I oktober 2008 tilmeldte Sydbank sig Det Private Beredskabs aftale om statsgaranti af gælds- og depositforpligtelser. Det Private Beredskab betaler en årlig garantiprovision til Finansiel Stabilitet på 7,5 mia. kr. indtil statsgarantiens udløb pr. 30. september 2010. Sydbanks andel heraf har i 2009 udgjort 270 mio. kr.
Herudover indestår Det Private Beredskab for betaling af op til 2 gange 10 mia. kr. til dækning af underskud i Finansiel Stabilitet.
Sydbanks forholdsmæssige andel af underskuddet i Finansiel Stabilitet er i 2009 udgiftsført med 173 mio. kr. Den resterende indeståelse – af de første 10 mia. kr. – udgør herefter 156 mio. kr. og er medtaget som en garantiforpligtelse.
Overstiger det skønnede underskud i Finansiel Stabilitet 25 mia. kr., skal Det Private Beredskab dække yderligere underskud med indtil 10 mia. kr. Sydbanks andel heraf udgør 375 mio. kr., der ligeledes er medtaget i regnskabet som en garantiforpligtelse.
Dattervirksomheder
Datterbanken Sydbank (Schweiz) AG, der driver private banking- aktiviteter i St. Gallen, realiserede et resultat efter skat på 0,4 mio. kr. (2008: -33 mio. kr.). Den forretningsmæssige udvikling er i 2009 blevet vendt oven på den finansielle krise.
Resultatet efter skat i Ejendomsselskabet udgør 1 mio. kr. (2008: -26 mio. kr.).
Årets resultat
Resultatet før skat udgør 998 mio. kr. mod 811 mio. kr. i 2008. Beregnet skat udgør 217 mio. kr. (2008: 205 mio. kr.). Herefter udgør årets resultat 781 mio. kr. mod 606 mio. kr. i 2008.
Forrentning
Forrentningen af egenkapitalen udgør 9,6 pct. mod 8,8 pct. i 2008. Resultatet pr. aktie er forøget fra 9,5 kr. til 11,7 kr.
4. kvartal 2009
I 4. kvartal 2009 udgør basisindtjening ekskl. handelsindtjening 849 mio. kr. (3. kvartal 2009: 830 mio. kr.), og handelsindtjening 296 mio. kr. (3. kvartal 2009: 329 mio. kr.). Efter afholdelse af omkostninger på 592 mio. kr. udgør basisresultat før nedskrivninger 553 mio. kr., hvilket er 20 mio. kr. lavere end i 3. kvartal 2009.
| Koncernen (mio. kr.) | 4. kvt. 2009 | 3. kvt. 2009 | 2. kvt. 2009 | 1. kvt. 2009 | 4. kvt. 2008 |
|---|---|---|---|---|---|
| Basisindtjening ekskl. handelsindtjening | 849 | 830 | 819 | 822 | 830 |
| Handelsindtjening | 296 | 329 | 369 | 272 | 301 |
| Basisindtjening i alt | 1.145 | 1.159 | 1.188 | 1.094 | 1.131 |
| Omkostninger og afskrivninger | 592 | 586 | 629 | 659 | 617 |
| Basisresultat før nedskrivninger | 553 | 573 | 559 | 435 | 514 |
| Nedskrivninger på udlån mv. | 346 | 284 | 295 | 270 | 459 |
| Basisresultat | 207 | 289 | 264 | 165 | 55 |
| Beholdningsresultat | 69 | 150 | 139 | 72 | -23 |
| Resultat før poster med engangskarakter | 276 | 439 | 403 | 237 | 32 |
| Poster med engangskarakter, netto | 86 | - | - | - | -18 |
| Resultat før bidrag til Det Private Beredskab | 362 | 439 | 403 | 237 | 14 |
| Bidrag til Det Private Beredskab | 116 | 113 | 142 | 72 | 163 |
| Resultat før skat | 246 | 326 | 261 | 165 | -149 |
| Skat | 29 | 81 | 66 | 41 | -11 |
| Årets resultat | 217 | 245 | 195 | 124 | -138 |
Nedskrivninger på udlån mv. udgør 346 mio. kr. i 4. kvartal 2009 (3. kvartal 2009: 284 mio. kr.). Basisresultatet udgør herefter 207 mio. kr. (3. kvartal 2009: 289 mio. kr.).
Beholdningsresultatet for 4. kvartal 2009 udgør 69 mio. kr. Resultatet før bidrag til Det Private Beredskab udgør 362 mio. kr. Efter fradrag af bidraget til Det Private Beredskab på 116 mio. kr. og af 29 mio. kr. skat, udgør resultatet efter skat 217 mio. kr. for 4. kvartal 2009 mod 245 mio. kr. for 3. kvartal 2009.
Balance
Ultimo 2009 udgør koncernbalancen 157,8 mia. kr. mod 156,0 mia. kr. ultimo 2008.
| Koncernen – ultimo (mia. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Tilgodehavende hos kreditinstitutter mv. | 14,5 | 12,9 |
| Udlån til dagsværdi (reverseforretninger) | 12,9 | 13,3 |
| Udlån til amortiseret kostpris (bankudlån) | 74,5 | 82,5 |
| Værdipapirer og kapitalandele mv. | 38,5 | 28,3 |
| Aktiver tilknyttet puljeordninger | 6,7 | 5,8 |
| Andre aktiver mv. | 10,7 | 13,2 |
| I alt | 157,8 | 156,0 |
Koncernens bankudlån udgør 74,5 mia. kr. – en reduktion på 10 pct., der primært kan henføres til en reduktion i erhvervsudlån.
| Koncernen – ultimo (mia. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Gæld til kreditinstitutter mv. | 45,4 | 38,9 |
| Indlån og anden gæld | 68,8 | 75,0 |
| Indlån i puljeordninger | 6,7 | 5,8 |
| Udstedte obligationer | 8,6 | 10,1 |
| Andre passiver mv. | 15,6 | 14,8 |
| Hensatte forpligtelser | 0,5 | 0,1 |
| Efterstillede kapitalindskud | 3,1 | 4,2 |
| Egenkapital | 9,1 | 7,1 |
| I alt | 157,8 | 156,0 |
Koncernens indlån udgør 68,8 mia. kr. mod 75,0 mia. kr. ultimo 2008. Reduktionen på 8 pct. kan alene henføres til reduktion i aftaleindlån.
Efterstillet kapital
I løbet af året har koncernen førtidsindfriet 1.095 mio. kr. supplerende kapital. Herefter udgør den supplerende kapital og den hybride tier 1-kapital henholdsvis 1.743 mio. kr. og 1.381 mio. kr. Den samlede efterstillede kapital udgør således i alt 3.124 mio. kr. (2008: 4.219 mio. kr.).
Aktiekapital
Ultimo 2009 udgør aktiekapitalen 742.499.990 kr., efter at banken i september 2009 gennemførte en forhøjelse af aktiekapitalen på 67.499.990 kr.
| Antal | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Gns. antal aktier i omløb | 66.926.690 | 63.446.971 |
| Antal aktier i omløb ultimo året | 73.471.636 | 63.011.999 |
| Antal udstedte aktier ultimo året | 74.249.999 | 67.500.000 |
Antallet af aktier i omløb er forøget fra 63.011.999 (93,35 pct.) ved udgangen af 2008 til 73.471.636 (98,95 pct.) ved udgangen af 2009. Sydbank-aktiens indre værdi er 124,1. Ultimo 2009 var Sydbank-aktiens lukkekurs 133,8 og børskurs/indre værdi 1,08.
Egenkapital
Ultimo 2009 udgør egenkapitalen 9.118 mio. kr. – en forøgelse på 2.030 mio. kr. eller 28,6 pct. siden primo 2009. Ændringen er sammensat af tilgange fra:
- Nettosalg af egne aktier på 433 mio. kr.
- Provenu vedrørende aktieemission på 855 mio. kr.
- Ejendomsopskrivninger på 23 mio. kr.
- Årets resultat på 781 mio. kr.
samt afgang som følge af skat vedrørende egenkapitalposteringer på 62 mio. kr.
Solvens
| Koncernen (mio. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Risikovægtede poster | 77.909 | 74.608 |
| Kernekapital (ekskl. hybrid kernekapital) | 8.981 | 6.971 |
| Kernekapital | 10.224 | 8.069 |
| Basiskapital | 11.809 | 10.989 |
| Kernekapitalprocent (ekskl. hybrid kernekapital) | 11,5 | 9,3 |
| Kernekapitalprocent | 13,1 | 10,8 |
| Solvensprocent | 15,2 | 14,7 |
Strukturen i koncernens kapitalsammensætning er i årets løb blevet kraftigt styrket via den positive udvikling i egenkapitalen, der har medført:
- En forøgelse af kernekapitalen på 2.155 mio. kr. til 10.224 mio. kr.
- En forøgelse af basiskapitalen på 820 mio. kr. efter førtidsindfrielse af supplerende kapital på 1.095 mio. kr.
- En forøgelse af kernekapitalens andel af den samlede basiskapital fra 73,4 pct. i 2008 til 86,6 pct.
De risikovægtede poster er steget fra 74,6 mia. kr. til 77,9 mia. kr. ultimo 2009. Heraf udgør stigningen i kreditrisikoen 2,0 mia. kr., der primært er forårsaget af to modsatrettede tendenser:
- Et fald i udlånsporteføljens gennemsnitlige rating
- Et fald i bankudlån på 10 pct.
Solvensprocenten ultimo 2009 er opgjort til 15,2, hvoraf 13,1 procentpoint kan henføres til kernekapital mod henholdsvis 14,7 og 10,8 ultimo 2008. Kernekapitalprocenten eksklusive hybrid kernekapital er forøget fra 9,3 til 11,5.
Solvensbehovet er fastsat med udgangspunkt i det lovpligtige krav på 8,0 pct. Af forsigtighedsmæssige årsager er der herudover foretaget et skønsmæssigt tillæg til det lovpligtige krav på 1 procentpoint således, at koncernens solvensbehov pr. 31. december 2009 er fastsat til 9,0 pct.
Koncernens målsatte kapital er uændret 9.900 mio. kr. og udgør 12,7 pct. af de risikovægtede poster.
Rating
I efteråret 2009 blev Sydbanks rating vedrørende langfristet gæld reduceret – i lighed med næsten alle øvrige skandinaviske banker – således at bankens aktuelle rating er: A1 for langfristet gæld, P-1 for kortfristet gæld og C+ for finansiel styrke.
Udbytte
På baggrund af det via Bankpakke I indførte udbyttestop udbetaler banken ikke udbytte vedrørende regnskabsåret 2009.
Forventninger til 2010
Forventninger til 2010 bygger på en forudsætning om beskeden positiv vækst i dansk økonomi.
Koncernens bankudlån forventes at udvise en uændret til moderat vækst.
Basisindtjening ekskl. handelsindtjening forventes fastholdt eller svagt stigende.
Handelsindtjeningen forventes fastholdt eller svagt faldende.
Der forventes et stort set uændret omkostningsniveau på grund af en budgetteret personaleafgang på knap 100 medarbejdere.
Under de oven for nævnte forudsætninger forventer koncernen et – i forhold til 2009 – uændret basisresultat i niveauet 1,9-2,1 mia. kr. før nedskrivninger på udlån.
Udsigterne for mange erhverv forekommer stadig dystre, hvilket vil udløse et fortsat stort behov for nedskrivninger på bankens erhvervskundeportefølje. Modsat er det forventningen, at den brede privatkundeportefølje også i 2010 vil have en fornuftig økonomi. Samlet forventes koncernens nedskrivninger i 2010 at udvise en uændret til faldende tendens.
Beholdningsresultatet vil afhænge af udviklingen på de finansielle markeder. Bankens positionstagning primo 2010 er karakteriseret ved positioner i danske realkreditobligationer med variabel rente indebærende en begrænset renterisiko.
Koncernen forventer ikke at realisere poster med engangskarakter i 2010.
Bidraget til Det Private Beredskab i form af garantiprovision forventes at udgøre 210 mio. kr. Hertil kommer Sydbanks andel af Det Private Beredskabs betaling til dækning af et eventuelt yderligere underskud i Finansiel Stabilitet på op til 156 mio. kr. vedrørende den første indeståelse på 10 mia. kr., der vil blive endelig opgjort i løbet af 4. kvartal 2010.
Koncernens skat er budgetteret med 25 pct.