Et meget flot første kvartal får Sydbank til at opjustere resultatet for hele 2006
Et overordentligt tilfredsstillende resultat. Det er den karakter, som Sydbank-ledelsen giver årets første kvartalsregnskab. Resultatet før skat blev på 475 mio. kr. – dobbelt så meget som i 1. kvartal 2005 og ensbetydende med egenkapitalforrentning på 37 pct. p.a.
Det fornemme resultat skyldes bl.a., at banken har øget udlånet til kunder med 31 %, og at kunderne generelt har det godt økonomisk. Derfor har tabet på udlån været meget lille. Men indtjeningsfremgangen er mest markant som følge af kundernes fortsat meget store interesse for at handle værdipapirer.
Sammenfattende vurderes både resultatet og forretningsudviklingen som overordentligt tilfredsstillende – og forventningerne til hele 2006 opjusteres med 300 mio. kr.