Regnskabsberetning

Basisindtjening ekskl. handelsindtjening

Den samlede basisindtjening ekskl. handelsindtjening er steget med 285 mio. kr. til 2.298 mio. kr.

Basisindtjening ekskl. handelsindtjening (mio. kr.)
2006 2005
Rentemarginal mv.1.8211.528
Realkredit173179
Betalingsformidling132114
Omprioriterings- og lånegebyrer6377
Øvrige provisioner8489
Andre driftsindtægter2526
I alt 2.298 2.013

Indtægterne fra rentemarginal mv. udgør 1.821 mio. kr., en fremgang på 19 pct. Den positive udvikling er afledt af stigningen i bankudlån på 22 pct.

Lavere konverterings- og dermed realkreditaktivitet har i 2006 medført en mindre tilbagegang i indtægter fra realkredit samt fra omprioriterings- og lånegebyrer. Indtægter fra uden- og indenlandsk betalingsformidling er modsat steget som følge af øget forretningsaktivitet.

Øvrige provisioner er reduceret med 5 mio. kr. i 2006 til 84 mio. kr., der alene henføres til mindre indtægter (9 mio. kr.) fra selskabsadministration i dattervirksomheden DMK-Holding.

Handelsindtjening

En stigende aktivitet i hele banken vedrørende kapitalforvaltning samt handel med værdipapirer mv. har medført, at handelsindtjeningen er vokset med 22 pct. – fra 1.079 mio. kr. i 2005 til 1.319 mio. kr. i 2006. Den positive forretnings- og indtjeningsudvikling er båret af høj aktivitet og betydelig efterspørgsel ikke mindst fra private banking kunders handel med aktier og investeringsbeviser, ligesom virksomheders afdækning af risici på valuta- og renteområdet bidrager til den betydelige indtjeningsstigning.

Handelsindtjening (mio. kr.)
2006 2005
Obligationer182175
Aktier448320
Valuta220233
Pengemarked7936
Kapitalforvaltning390315
I alt 1.319 1.079

Omkostninger og afskrivninger

Koncernens omkostninger og afskrivninger er realiseret med 2.039 mio. kr., hvilket er en stigning på knap 10 pct. i forhold til 2005.

Omkostninger og afskrivninger (mio. kr.)
2006 2005
Personaleudgifter1.1861.074
Øvrige administrationsudgifter740673
Af- og nedskrivninger på materielle aktiver111105
Andre driftsudgifter210
I alt 2.039 1.862
Heraf vedrørende beholdningsresultat99

Koncernen beskæftigede ved udgangen af 2006 2.190 medarbejdere (omregnet til heltid) mod 2.123 i 2005.

I løbet af året er 3 mindre afdelinger lagt sammen med andre afdelinger, og i september har banken åbnet en nybygget afdeling i Ballerup. Herefter er antallet af afdelinger 110.

2 af de 110 afdelinger er beliggende i Tyskland – i Flensborg og Hamborg. 1. april 2007 åbner Sydbank en tredje tysk afdeling i Kiel, idet banken overtager Kiel-banken BCN’s privatkundedel. Sydbanks Kiel-afdeling starter på den måde med ca. 3.500 kunder og et forretningsomfang i niveauet 100 mio. euro. Afdelingen vil fra starten være bemandet med 12 medarbejdere på adressen Wall 55, Kiel.

Nedskrivninger på udlån mv.

Koncernen har i 2006 netto indtægtsført 171 mio. kr. vedrørende nedskrivninger på udlån mv., hvor der i 2005 blev udgiftsført 65 mio. kr. Den positive udvikling kan tilskrives en forbedret bonitet i udlånsporteføljen udløst af de gode konjunkturer i Danmark.

Basisresultat

Det samlede basisresultat udgør 1.758 mio. kr. – en stigning på 584 mio. kr. eller 50 pct.

Beholdningsresultat

Efter afholdte finansieringsomkostninger og efter henførbare omkostninger på 9 mio. kr. udgør beholdningsresultatet 173 mio. kr. (2005: 139 mio. kr.).

Totalkredit-avance

Det samlede resultat før Totalkredit-avance er steget med 618 mio. kr. til 1.931 mio. kr. – en resultatfremgang på 47 pct.

I 2006 solgte Sydbank de resterende 117.373 stk. aktier i Totalkredit til Nykredit. Salget medførte en avance på 120 mio. kr.

Dattervirksomheder

Sydleasing, der hovedsagelig beskæftiger sig med leasing og factoring, bidrog med et resultat før skat på 40 mio. kr. (2005: 19 mio. kr.). Sydleasings udlån er steget med 533 mio. kr. til 3.327 mio. kr. Med virkning fra 1. januar 2007 fusioneres Sydleasing og Sydbank med henblik på at opnå administrative og styringsmæssige fordele.

DMK-Holding, der beskæftiger sig med selskabsadministration, bidrog med et resultat før skat på 14 mio. kr. (2005: 21 mio. kr.). Den reducerede indtjening skyldes et svindende forretningsomfang.

Datterbanken Sydbank (Schweiz) AG, der driver private banking aktiviteter i St. Gallen, realiserede et resultat før skat på 7 mio. kr. (2005: -7 mio. kr.). Forretningsudviklingen har været tilfredsstillende.

Resultatet før skat i Ejendomsselskabet udgjorde -20 mio. kr. (2005: -8 mio. kr.).

Årets resultat

Resultatet før skat udgør 2.051 mio. kr. mod 1.313 mio. kr. i 2005. Beregnet skat udgør 537 mio. kr. (2005: 377 mio. kr.). Herefter udgør årets resultat 1.514 mio. kr. mod 936 mio. kr. i 2005.

Forrentningen efter skat af egenkapitalen steg fra 19,9 pct. i 2005 til 26,7 pct. Resultatet pr. aktie steg fra 13,7 kr. til 22,1 kr. svarende til en stigning på 61 pct.

Balance

Ultimo 2006 udgjorde koncernbalancen 114,8 mia. kr. mod 98,9 mia. kr. ultimo 2005.

Aktiver ultimo (mia. kr.)
2006 2005
Tilgodehavender hos kreditinstitutter mv.16,315,0
Udlån til dagsværdi (reverseforretninger)7,77,2
Udlån til amortiseret kostpris (bankudlån)65,553,5
Værdipapirer og kapitalandele mv.14,413,4
Aktiver tilknyttet puljeordninger6,55,6
Andre aktiver mv.4,44,2
I alt 114,8 98,9

Koncernens bankudlån udgør 65,5 mia. kr. – en stigning på 22 pct. Af stigningen kan 1,6 mia. kr. henføres til Tyskland og Schweiz. De individuelle og gruppevise nedskrivninger og hensættelser udgør ultimo 2006 1.458 mio. kr. (2005: 1.569 mio. kr.) svarende til 1,6 pct. af de samlede udlån og garantier (2005: 2,1 pct.).

Passiver ultimo (mia. kr.)
2006 2005
Gæld til kreditinstitutter mv.26,525,7
Indlån og anden gæld50,043,6
Indlån i puljeordninger6,55,6
Udstedte obligationer10,06,7
Andre passiver mv.11,69,2
Hensatte forpligtelser0,40,3
Efterstillede kapitalindskud3,52,8
Egenkapital6,35,0
I alt 114,8 98,9

Koncernens indlån og anden gæld udgør 50,0 mia. kr. mod 43,6 mia. kr. ultimo 2005. Stigningen på 15 pct. hidrører hovedsagelig fra anfordrings- og aftaleindlån. Med henblik på at styrke og refinansiere bankens langsigtede funding er der i årets løb udstedt obligationer for 700 mio. euro, således at udstedte obligationer i alt udgør 10,0 mia. kr. (2005: 6,7 mia. kr.).

Efterstillet kapital

Den supplerende kapital udgør 2.536 mio. kr. ultimo 2006 (2005: 2.271 mio. kr.). I årets løb er der indfriet 65 mio. euro samt optaget 100 mio. euro supplerende kapital.

Til yderligere styrkelse og optimering af bankens kapitalstruktur er der i årets løb optaget 51 mio. euro hybrid tier-1 kapital. Herefter udgør den samlede hybrid tier-1 kapital 126 mio. euro ultimo 2006.

Den samlede efterstillede kapital udgør 3.475 mio. kr. ultimo 2006 (2005: 2.831 mio. kr.).

Aktiekapital

Aktiekapitalen udgjorde ultimo 2006 uændret 700.000.000 kr.

Antallet af udestående aktier er forøget fra 68.355.127 (97,7 pct.) ved udgangen af 2005 til 68.926.051 (98,5 pct.) ved udgangen af 2006. Sydbank-aktiens indre værdi er 92. Sydbank-aktiens lukkekurs var ultimo 2006 270 og kurs/indre værdi 2,93.

Egenkapital

Ultimo 2006 udgør egenkapitalen 6.349 mio. kr. – en forøgelse med 1.363 mio. kr. siden primo 2006. Ændringerne er sammensat af afgang hidrørende fra udbytteudlodningen mv. i marts 2006 på netto 213 mio. kr. samt skat af egenkapitalposteringer på 41 mio. kr. og tilgang hidrørende fra årets resultat på 1.514 mio. kr. samt netto salg af egne aktier på 103 mio. kr.

Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales 3 kr. pr. aktie eller i alt 210 mio. kr. samt 20 mio. kr. til Sydbank Sønderjyllands Fond.

Solvens

Basiskapitalen efter fradrag er i årets løb forøget med 1.948 mio. kr. til 9.244 mio. kr. Stigningen i de risikovægtede poster fra 65,7 mia. kr. ultimo 2005 til 78,6 mia. kr. ultimo 2006 kan hovedsagelig henføres til den høje udlånsvækst.

Solvensprocenten ultimo 2006 er opgjort til 11,8 pct., hvoraf 9,0 procentpoint kan henføres til kernekapital (inkl. hybrid kernekapital) mod henholdsvis 11,1 og 8,1 ultimo 2005. Kernekapitalprocenten eksklusive hybrid kernekapital udgør 7,8 pct. mod 7,3 pct.

Forventninger til 2007

Koncernens budget for 2007 er baseret på en forventning om en mere afdæmpet vækst i dansk økonomi i 2007. Pris- og renteniveauet forudsættes i store træk stabilt, om end der forventes en mindre rentestigning i løbet af året.

På denne baggrund forventes den gode bonitet i udlånsporteføljen opretholdt, og der forventes en vækst i koncernens bankudlån på 15 pct., bl.a. understøttet af en større vækst i bankudlån ydet fra Tyskland og Schweiz.

Der budgetteres med en stigning i bemandingen på ca. 3 pct. og en omkostningsstigning i niveauet 6-7 pct.

Samlet forventer koncernen et basisresultat på 1.600-1.900 mio. kr. i 2007.

Beholdningsresultatet vil afhænge af udviklingen på de finansielle markeder.

Koncernens skat er budgetteret med 28 pct.

Rating

Moody’s rating vedrørende langfristet, kortfristet henholdsvis finansiel styrke er uændret A2, P-1 og C+.


Sydbank i Børsen TV

Adm. direktør Karen Frøsig kommenterer det seneste regnskab fra Sydbank.

Selskabsmeddelelser

07.05.2012
02.05.2012

Pressemeddelelser

02.05.2012
24.02.2012

Hovedmenu


Hjælp Sitemap Søg Ordbog Vilkår Sites Job